HORMONER – PRÆVENTION OG TANKER?

Jeg lagde kort en lille tanke på bordet i form af min instagram story i går. Nemlig om jeg skulle uddybe hele mit valg omkring ikke længere at pumpe min krop med hormoner, i form af prævention. Det ledte også til mange spørgsmål om jeg evt tog hormoner fordi jeg er transkønnet, men dertil kan jeg svarer, nej, jeg dropper bare mine p-piller.

Inden jeg begynder hele denne skriftlige monolog, skal jeg skrive: NEJ, jeg er ikke stoppet på min prævention for at blive gravid. Jeg føler mig stadig for ung, i en alder af 22, og selvom Joakims og mit forhold er gået hurtigt, er det en smule tidligt at planlægge barn, inden man overhovedet har kendt hinanden i 6 måneder.

Forordene til dette indlæg bliver: Da jeg var 14 år gammel, fik jeg min første menstruation, i den forbindelse, fordi jeg var elitesvømmer, valgte jeg, i dialog med mine forældre og min læge at få p-piller. Det tog mig cirka 1 år at finde ud af hvilke p-piller der passede til min krop, og det blev minipillen.

Jeg har været på de samme p-piller fra da jeg var 14/15 til jeg fyldte 22. Dvs, min krop i sine sene teenage år har fået lov at udvikle sig i takt med mine mini piller. Da jeg tog afsted på “Love Island” glemte jeg at fornye min recept, hvilket betød af den sidste måned at mit ophold, tog jeg ikke prævention. Her så jeg første gang hvilken forskel min krop viste, nu når jeg ikke pumpede min krop med hormoner som præventionen gør. Vi er nu i start april og det er nu 4 måneder siden at jeg droppede præventionen. Og hvad er der sket med min krop?

Min krop er blevet 5 kg lettere. Jeg har tabt mig 5 kg, uden at ændrer min kost, motions-vaner men udelukkende ved at droppe mine p-piller. Dvs, 5 kg af ren hormon. Det synes jeg er skræmmende. Sindsygt lækkert at få en mere slank og naturlig krop, som ikke er pumpet med hormoner, men hvad er det negative ved dette? Min hud.

Jeg har i mine teenage år døjet med sindsygt dårlig hud i hele min t-zone. Min mor som er kosmetolog, arbejde på en hudklinik med en praktiserende hudlæge, så på den måde var jeg heldig, da jeg både fik piller mod min dårlige hud, men også mange ansigtsbehandlinger, til at udrenser. Nu er begyndelsen af min teenage hud ved at vende tilbage, ikke i store udbrud, med ved små knopper der epidemier hele min t-zone. Noget der i mine teenage år, ville havde slået mig fuldstændigt ud, MEN nu når jeg er ældre og ser objektivt på det, så tager jeg konsekvenserne af dårlig hud for ikke at pumpe min krop med hormoner fra p-piller.

Men hvad er alternativet så? Jeg skal jo ikke være gravid? Heldigvis har jeg en enormt økologisk mor, som støttede mit tiltag enormt meget i forhold til at droppe p-pillerne, da hun heldigvis havde et alternativ. Det er også min mor der fik mig til at droppe tamponerne og bruge en menstruationskoppen istedet (også noget jeg råder alle til!! Både fordi det er økonomisk bedre, men jeg kan love jer for at det også er bedre for underlivet) Men, mit alternativ er denne smarte sag! Denne smarte lille sag, er en bluetooth computer der via din temperatur måler dine fertile og ikke fertile dage med 99% sikkerhed. DET er smart.

Hvad tænker i om mit tiltag? Kan i forstå det?

EN LANG REJSE

Spørger man mine forældre, vil de sikkert nikke genkendende og bekræftende til understående fortælling. Det er nemlig en lille beretning om deres datter og om hvordan det faktisk aldrig har været et problem at villet skille sig ud eller råbe højest. Jeg skriver dette indlæg, da jeg har fået enormt mange henvendelser fra mine følgere omkring netop denne beretning om hvordan jeg “fandt” mig selv. 

Jeg husker ikke et konkret tidspunkt hvor jeg tænkte: “Hey, det er hende her du gerne vil være, stick to her”. Under hele min opvækst og igennem folkeskolen, har jeg aldrig haft et problem med at råbe højest og skulle høres, og der var aldrig nogen der sagde mig imod eller satte spørgsmålstegn til hvorfor det var sådan. Mine folkeskole lærer og forældre beskrev mig altid som en naturlig leder fordi jeg havde en autoritet i min stemme. Den skjulte undskyldning var nok at de havde ondt af mig, og defor skulle bruge en undskyldning for hvorfor jeg fik lov til lidt mere, end de andre børn. Min far var jo udstationeret ret ofte, min lillebror blev mobbet og min mor var alene med os. Derfor var det også en naturlig udvikling, at jeg blev voksen lidt tidligere, end alle de andre. Jeg boede i provinsen, gik på den samme folkeskole, og jeg var selvfølgelig altid involveret i pige fnidderet fordi jeg sagde min mening, men folkeskolen var faktisk ret nem.

Da jeg dimitterede i 9. klasse, havde jeg faktisk ikke nogen ide om, hvor hårde de næste 4 år ville være. Min sommerferie startede ud med mine forældres skilsmisse, og min fars slagtilfælde. Wauw, really? Da jeg startede i 1.z på Næstved gymnasie, startede jeg heldigvis i musik klassen med min bedste veninde. Havde jeg ikke haft hende, havde jeg nok ikke presset mig selv til at dukke op. Jeg var pisse sur på min mor fordi jeg følte hun havde efterladt os (mine forældre var bare blevet enige i at min far blev boende i mit barndomshjem, mens min mor havde fundet en lejlighed i en radius af 500m), jeg synes ikke at det var sjovt at gå i skole, hovedsageligt fordi jeg synes pigerne var højtråbende og opmærksomhedskrævende (en rolle som jeg havde haft tidligere, som var mærkelig at opgive) og faktisk også bare fordi jeg var taget ud af mine normale omgivelser. Efter jul skifter jeg skole. Jeg flytter faktisk. Jeg bliver kostelev på Sorø Akademi, på musiklinjen.

Sorø Akademi fortjener ikke det største kapitel. Lad os bare sige, at jeg endelig fandt ud af hvordan jeg følte mig bekræftet (på en virkelig usund måde) nemlig ved at løbe natterend til 3.g drengenes gård også, ja… Jeg var næsten ikke i skole (trods jeg boede der) her fandt jeg dog de dejligste veninder. De var hverken konservative eller højtråbende. De var løse på tråden ligesom mig, mega ligeglade med hvordan de så ud, og faktisk bare mega cool. Jeg dumpede 1.g og blev sendt hjem til mine forældre igen. Her tror jeg mine forældre gav rigtigt op på mig.

Når, og hvad gør man så? Når man dumper 1.g, men er tvunget af sine forældre til at tage en uddannelse selvom man synes det er fucking nederen og uretfærdigt? Man begynder i gymnasiet igen, faktisk starter jeg på Næstved Gymnasie (igen) i 1.z (igen) dvs, jeg er putte for mine gamle klasse kammerater (kan i forstille jer det?) Den korte historie er bare at jeg hader det. Jeg, HADER det. Jeg har i forvejen gjort mig opmærksom i Næstved, så jeg bliver også her til et lille mobbeoffer for den måde jeg udskiller mig på. Ikke i min klasse, men på gymnasiet. Jeg bliver faktisk udstillet 2 gange til et ugentligt “morgenshow” hvor jeg bliver parodieret. Når ja, der går også kun 1800 mennesker på gymnasiet. Jeg dropper selvfølgelig ud, igen, til jul.

Her er mine forældre, virkelig, trætte af mig. Når jeg kigger tilbage, kan jeg faktisk også godt forstå det. Min egen beretning dengang havde nok været, at jeg havde det hårdt og blev uretfærdigt behandlet. Her begynder jeg så at tænke i nye baner. Nemlig om jeg skulle vælge en anden uddannelse end STX. Det gør jeg så, og for at gøre det endnu mere besværligt så vælger jeg et gymnasie i København, så jeg skal stå op kl 5 hver morgen. Her er det faktisk første gang at jeg imponere mine forældre (min far). Jeg formår nemlig at stå op og  når mit tog HVER morgen, i al den tid jeg pendler. Efter 1 år får jeg et værelse på Nørrebro (jeg gider ikke at gå i dybden med min lejlighedshistorie ligenu, da den er ret omfattende), og fortsætter de næste 2,5 år på dette gymnasie. Niels Brock på IBB. Den internationale linje gør også at jeg får lov til at studere i udlandet, San Diego (her starter min kærlighed for Californien) og jeg er faktisk for første gang (i lang tid) virkelig glad.

3.g er et lidt sjovt år. Jeg kommer i en ny klasse fordi vi har været for få i min gamle. Jeg får en kæreste, som jeg også går i klasse med, også fungere jeg SLET ikke med de piger jeg ender i klasse med. De er individuelt enormt søde, men har etableret sig som “The girl squad” og kan slet ikke finde ud af, at jeg ikke gider eller magter at skulle makke ret, eller blive en del af det. Her går det for alvor op for mig, hvor selvstændig og stædig jeg er. Jeg er nemlig helt komfortabel i rollen som enspænder, og nyder det faktisk. Jeg slår op med min kæreste, bliver student ugen efter, har en virkelig fed studenteruge, og ser aldrig mine medstuderende igen.

Hvorfor skal alt dette nævnes for at fastslå hvordan jeg er som jeg er? Det skal det fordi, netop gymnasie perioden har formet mig enormt meget. I gymnasiet lærte jeg følgende: 1. Jeg nyder mit eget selvskab enormt meget og har ikke et problem med at isolere mig. 2: Jeg har intet problem i at ytre min mening, og er stædig nok til at holde fast i den (dette tolker folk typisk som højrøvet) 3: Jeg hader piger. Piger skaber drama, uden diskussion. Mine veninder er ikke piger. Vi er 10 stædige, dramaløse kællinger. 4: Jeg er enormt overanalyserende og husker også enormt godt. Derfor er jeg god til at sætte ord på mine tanker og følelser, hvilket også hjælper folk til at skulle ytre sine til mig. 5: Det er ok at stikke ud af samfundsnormerne. Derfor kalder jeg heller ikke mine år efter gymnasiet for “sabbatår”, da jeg seriøst ikke har tænkt mig at studere nogensinde igen. jeg er nemlig sikker på at jeg uanset hvad, nok skal klarer den. 6: Jeg finder aldrig ud af hvad min tøjstil er, bare at jeg godt kan lide at klæde mig komfortabelt.

Det tog mig 20 år, overhovedet at finde ud af hvilken retning jeg skulle dyrke mig selv på og 22 år at nedskrive det. Jeg har ikke “fundet” mig selv og kommer nok aldrig til det. Jeg er blot blevet mere bevidst om hvilken type menneske jeg er, og prøver at udforske i de retninger.